Spring Copenhagen har købt designvirksomheden bySommer ApS. Opkøbet er en central del af strategien om at blive Danmarks og Nordens førende gavebrand og fastholde positionen som vækstvirksomhed.

Den danske designvirksomhed Spring Copenhagen har sparket gang i et større oprustningseventyr ved at opkøbe bySommer ApS, der tilbyder bolig- og livsstilsprodukter. Det oplyser Spring Copenhagen selv i en pressemeddelelse tirsdag.

Handlen har blandt andet til formål at sikre Spring Copenhagen en endnu større andele af markedet for designgaver i Danmark og er samtidig en central del af arbejdet med at vækste brandet i nærmarkederne Norge, Sverige og Tyskland.

I 2023 vækstede Spring Copenhagen 30 procent i et faldende marked og opkøbet skal sikre, at væksten fastholdes med et samlet løft i omsætningen på 30 mio. kroner i 2024.

Unik mulighed for at flytte brandet

Muligheden kom i stand i efteråret og blev afsluttet mellem jul og nytår. Dermed er der tale om en hurtig handel – ikke mindst fordi der har været et direkte match mellem produkt og forretningsstrategi. Samtidig er der stærke, direkte distributionskanaler, da produkterne allerede forhandles i flere af Spring Copenhagens stærke samarbejdspartnere som Imerco, Kop & Kande, Bahne og Illums Bolighus.

”Det var en unik mulighed, vi blev præsenteret for. Den succes, vi har med vores gaveprodukter i træ og stål, kan følges op med spændende produktudvikling i de kollektioner, vi overtager fra bySommer,” siger Peter Sørensen, CEO i Spring Copenhagen.

bySommer ApS har de seneste 9 år været ejet af Jesper Sommer og partneren Coolshop, og spørger man Jesper Sommer, så giver handlen masser god mening.

”Vi er enige om, at det er gode relationer og stærke historier bag godt design, der driver et brand. Jeg glæder mig til at indfri forventningerne og ambitionerne om en stærk placering i landskabet for designgaver i både ind- og udland,” siger Jesper Sommer, der tiltræder i Spring Copenhagens salgs- og udviklingsteam.

Social synergi mellem brands

Spring Copenhagen og deres investor Lars Seier ser frem til det nye samarbejde og potentiale i at være en bredere leverandør af produkter til den nuværende kundekreds i ind- og udland. For Coolshop er der også et match, fordi begge organisationer tager socialt ansvar. BySommer har støttet Kræftens Bekæmpelse gennem et strategisk donationssamarbejde, og Spring Copenhagen har tidligere doneret til Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet og Danske Hospitalsklovne.

”Da vi blev introduceret til Peter og Claus, så vi et match med det samme. Spring Copenhagen er ligesom bySommer anerkendte for at tænke kommercielt og prioritere leveringssikkerhed. Det nye ejerskab kan med garanti løfte den samlede forretning inden for gavekategorien og sætte et tydeligere aftryk i branchen,” siger Mark Nielsen på vegne af Coolshop.

Salgsprisen er ikke oplyst.

Foto: Spring Copenhagen