I næste uge står Danmarks største designfestival klar til at byde de besøgende fra ind- og udland velkommen. Mere end 200 lokationer med udstillinger, talks og events er denne gang repræsenteret under de tre københavnske designdage.
Fra den 16. til den 18. september afholdes dette års 3 Days of Design rundt om i hele København. På mere end 200 lokationer inviterer alt fra ambassader og designskoler til etablerede brands og nye upcoming til udstillinger, talks og events – alle med design som omdrejningspunkt.
Ifølge direktør for 3 Days of Design, Signe Byrdal Terenziani, er det grundet det sidste halvandet år med corona og restriktioner mere vigtigt end nogensinde at bevare forbindelser og blive inspireret af hinanden i branchen.
Nøgleordene for designfestivalen er inspiration, netværk og videndeling, forklarer direktøren, der fremhæver, at de tre designdage ikke handler om at sælge produkter og fylde ordrebøgerne, men at formidle historierne og tankerne bag designet af produkterne.
”I starten var vi kun fire virksomheder, men vi fik hurtigt idéen til at invitere flere, og siden er festivalen vokset organisk. I dag er vi en stærk organisation i branchen, hvor rigtig mange virksomheder mødes hvert år for at afvikle workshops og netværke,” siger Signe Byrdal Terenziani om udviklingen af 3 Days of Design.
Et hav af brands inviterer indenfor
Lige fra etablerede designbrands som Montana, Fritz Hansen, Getama og Fredericia Furniture til flere mindre upcoming virksomheder har i år valgt at deltage under 3 Days of Design. Mange brands inviterer indenfor i deres showroom i København, mens andre har valgt at leje sig ind på specielle lokationer.
Et af de brands, der inviterer i eget showroom, er Muuto. Udover i sit eget showroom vil designbrandet i år også være at finde på en anden lokation under designfestivalen. Muuto har nemlig valgt at støtte op om den kuraterede udstillingsplatform og det kreative fællesskab Ukurant. Siden etableringen i oktober 2019 har Ukurant fokuseret på at sætte spotlys på ungt og eksperimenterende design. Støtten fra Muuto har til at hensigt at få Ukurant som ung, nyopstartet designplatform ud til et bredere publikum, hvilket blandt andet skal ske ved at gøre brug af Muutos store rækkevidde og netværk.
Et andet brand, som også inviterer ind i egne rammer, er Normann Copenhagen – denne gang i helt nyåbnede lokaler i designvirksomhedens spritnye hovedkontor på Niels Hemmingsens Gade 12, København K. Her kan de besøgende se frem til at opleve flere etager med showroom, flagskibsbutik, kontorer og designstudie.
I sit showrooms i designhuset Frederiksgade 1 ser New Works frem til at åbne dørene op til en ny udstilling, som på tredje år er skabt af stylist Lotta Agaton. New Works vil under 3 Days of Design vise brandets nye retning, der bevæger sig fra et univers præget af mørke og dæmpede toner og inspiration fra belgisk interiør og arkitektur over i en markant lysere palette og et mere moderne sydlandsk udtryk.
“Det særlige ved 3 Days of Design er muligheden for at invitere så mange ind i eget hjem. Det er en ærlig og nærværende måde at vise, hvad New Works er og kan,” forklarer Creative Director, Knut Bendik Humlevik.
Flere fælles udstillingskoncepter står klar
Under 3 Days of Design vil der være flere lokationer med fælles udstillingskoncepter. Her er flere aktører og brands gået sammen – både for at skabe en samlet oplevelse, men også for at give plads til de enkelte udstillere under designfestivalen.
Framing
Udstillingskonceptet, som PR-bureauet Samira Kudsk PR står bag, er denne gang rykket i nye eksklusive lokaler på Kongens Nytorv, hvor det grandiose og historiske Harsdorffs Hus skal danne rammen om designeventet. 12 forskellige nordiske brands vil være repræsenteret i de nye rammer.
Design Camp // Formland
Både etablerede designbrands og start-ups vil være samlet på Docken i Nordhavn, når den danske design- og interiørmesse Formland står for udstillingseventen Design Camp // Formland. På Design Camp // Formland vil de besøgende få sat alle sanser i spil gennem indretning, lys, musik, talks og udvalgte samarbejder med blandt andet ISH Spirits, Novacolor og New Mags.
DDcated
Det helt nye format DDcated vil omdanne de historiske rum i Kongernes Lapidarium til et designhub, hvor de mange faste beboere i form af skulpturer får følgeskab af brands og designere. Ved at samle 48 brands og designere under samme tag bliver DDcated det største designhub under den københavnske designevent.
Circular Furniture Day
Igen i år står Lifestyle & Design Cluster bag eventet Circular Furniture Days, som i år afholdes på Dansk Designmuseum. 47 virksomheder vil præsentere innovative cirkulære løsninger inden for møbel- og interiørdesign. Eventet vil byde på konkrete cirkulære succeser, der blandt andet omfatter genanvendelse af plast fra verdenshavene, plastikflasker eller fiskenet og kreativ udnyttelse af de sidste kvadratcentimeter træ fra møbelproduktion.
Find den komplette udstillerliste for 3 Days of Design her.
Har man ikke mulighed for at deltage under 3 Days of Design, er det muligt at følge med i et ‘virtuelt rum’ på 3daysofdesign.dk. Her vil der være livestreams, videoer og podcasts tilgængelige.
Foto: 3 Days of Design, Sophus Wolf