Formland er endnu en gang med på 3 Days of Design. Denne gang med base i Magasin, hvor besøgende får et sneak peek på sensommerens messe og spændende udstillerkatalog.

Med Magasins fantastiske beliggenhed på Kongens Nytorv og Formlands kompetencer inden for kuraterede udstillinger med både etablerede og nye brands er der lagt op til to spændende koncepter: Terrassen og Salonen.

Trendekspert Mads Arlien-Søborg beskriver udstil­lingen som: ’Formland møder Magasin, møder 3 Days of Design’. Han er en af to ansvarlige, der skal præsentere den herningensiske messe på den københavnske designfestival. Den anden er Charlotte Hedegaard Johannesen, der er Head of Design på Formland.

Formland har udstillet på 3 Days of Design før og vidste på forhånd, at de ville med igen.

”Vores største krav var, at vi ville være der, hvor tingene sker – lige i smørhullet. En plads i Magasin er derfor næsten mere, end vi kunne have drømt om. Signe Byrdal Terenziani fra 3 Days of Design foreslog Magasin som lokation, der samtidig manglede det oplagte koncept. Og vi havde et koncept, men manglede den oplagte lokation,” fortæller Mads Arlien-Søborg.

Formlands franske salon

Udstillingen breder sig over to områder i stormagasinet. Terrassen, der har fokus på outdoor, vil være at finde på Magasins terrasse på 2. sal, og Salonen kan opleves i Kong Hans-salen, som normalt ikke bruges af butikken, men lejes ud til events og lignende. I Salonen skal design møde kunst, design og originalitet i de voluminøse lokaler. Her vil besøgende kunne opleve nøje udvalgte, små virksomheder, der har noget unikt at byde på. Den oprindelige ide var, at besøgende skulle have følelsen af at gå ind i et kunstgalleri, men designteamet forsøger også at ramme en anden følelse:

”Salonen er highend, for det er noget, vi også kan hos Formland. Vi forsøger at ramme en stemning med inspiration i de franske saloner som et kunstnerisk samlingssted for folk,” forklarer Mads Arlien-Søborg.

Nordisk outdoormiljø

Når Formland rykker ind i Magasin under 3 Days of Design, er der tydelige referencer til den kommende messe i Herning. Udstillingen Terrassen har mange lighedspunkter med den nye Outdoor-hal, som kan opleves for første gang på Formland-messen i august.

Terrassen forsøger at skabe et lækkert outdoormiljø med et moderne, nordisk udtryk. Det skal være repræsentativt for land og by, så det indbefatter både urbane haver, tagterrasser, parcelhushaven og den vilde natur.

”Lige nu rider Danmark på en shelter- og glampingbølge. Alle vil have shelter i baghaven og tager på glamping i weekenden. Haven eller altanen er blevet boligens femte rum, hvor der tænkes i lækker indretning og smukke møbler,” siger Mads Arlien-Søborg og fortsætter:

”Siden pandemien har der været en tendens til, at alt gerne skal rime på outdoor – og gerne på en cool og nordisk måde. Vi gør os umage med vores uderum i langt højere grad end tidligere.”

Planen for Terrassen er, at udstillingen skal være en oplevelse, så folk har lyst til at blive hængende deroppe.