Den københavnske designfestival kan i år fejre 10-års jubilæum med flere udstillere og flere tilmeldte end nogensinde før.

I 2023 er det 10. gang, at 3 Days of Design finder sted. Ved den seneste afholdelse i 2022 viste designfestivalen for alvor sit format og cementerede, at den er en stor, international spiller, der kan tiltrække relevante besøgende fra hele verden og for alvor sætte København på verdenskortet som designdestination.

“Det har været en forrygende rejse, og der er lagt ekstremt mange timer (også mange ulønnede) og tonsvis af hjerteblod i at drive en begivenhed, der startede som en lille branchevent i et Pakhus i Nordhavn, til at være det, det er i dag,” fortæller Signe Byrdal Terenziani, som er direktør for 3 Days of Design.

Ifølge direktøren bør København også få en smule af æren for design­festivalens succes. Hovedstaden er en smuk kulisse i en overskuelig størrelse og med høj kvalitet af udstillere. Det er også de parametre, de internationale besøgende peger ud, når de evaluerer designfestivalen.

“Man går rundt i en smuk by og kigger på verdensklassedesign i omgivelser, der blandt andet fremhæver skønheden og funktionaliteten. Det er nærmest umuligt at få frem i en messehal. 3 Days of Design kan tilsyneladende noget andet end de designbegivenheder, der ellers har sat dagsordenen de seneste årtier. 3 Days of Design har fundet en vej, som både journalister, udstillere og gæster virkelig godt kan lide,” forklarer direktøren.

Signe Byrdal Terenziani har ikke en målsætning om, at den københavnske designfestival skal blive dobbelt så stor og ‘miste sjælen’, som hun siger. Derfor må arrangørerne også hvert år sige nej til mange brands, der gerne vil være med. Der skal ikke være tale om vækst for vækstens skyld, for noget af det, som 3 Days of Design kan, er den intime følelse med højt kvalitetsniveau.

I stedet er der fokus på konstant at forny og forbedre – uden at gå på kompromis med høje forventninger til overskud på bundlinjen. 3 Days of Design er en non­profitorganisation, og et eventuelt overskud reinvesteres til at udvikle design­festivalen, støtte medlemmerne og søsætte nye initiativer hvert år.