De fleste brands, der deltager på 3 Days of Design, har eget showroom. Rikke Frost har mange, for hun er designer og er repræsenteret over hele byen.

Rikke Frost er ikke den klassiske udstiller på 3 Days of Design. Gennem sine mange designsamarbejder er hun repræsenteret med møbler i flere forskellige showrooms fordelt rundt i København. Hun vil både være at finde hos Carl Hansen & Søn, Bent Hansen, FDB Møbler og Mindo. Som om det ikke var nok, er hun også med som udstiller på Danish Design Makers på Refshaleøen.

Fra Hammel til DR

Rikke Frost er uddannet industriel designer og startede sin design­karriere ved Hammel Møbelfabrik, som i dag går under navnet Hammel Furniture. Siden flyttede hun til London og fik job hos den prominente møbelforhandler Heal & Son i London, hvor Rikke Frost var både designer og indkøber. Efter sin tid i Storbritannien havde hun fået modet til at tage hjem og etablere sig som selvstændig designer. Hun har designet i eget navn siden 2004, men også lavet kommercielle design for store møbelhuse. I 2009 blev hun nomineret til årets designer, og i 2019 lærte de fleste designinteresserede danskere hendes navn at kende, for her var hun med i programmet ’Danmarks næste klassiker’ på DR.

”Når man laver kommercielt design til møbelhuse er det ikke noget, man kommer i magasinerne med, og ingen lærer dit navn at kende. Arbejder man derimod med brands i et andet segment, så er der bedre chance for at komme i magasinerne og blive opdaget som designer. Jeg har prøvet begge sider. For mig har det været vigtigt at arbejde der, hvor der var arbejde. Men selv med mange magasinsider kan man ikke købe sig til den eksponering, tv giver,” fortæller Rikke Frost og tilføjer:

”Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville deltage i programmet. Jeg havde svært ved at se mig selv i det, og konceptet var helt nyt, så ingen vidste, hvad de gik ind til. Men jeg har aldrig fortrudt.”


”Knud Erik, du skal se tv på tirsdag”

Det var gennem sin tv-medvirken, at Rikke Frost lærte Carl Hansen & Søn at kende indefra. For da deltagerne blev stillet overfor at skulle designe en sofa, søgte hun inspiration ved andre, der brugte papirsnor, som hun gerne ville anvende i sit design. Og det gjorde møbelvirksomheden Carl Hansen & Søn.

”Jeg besluttede mig for at skrive til dem, jeg gerne ville lege med. Og jeg ville gerne lege med Carl Hansen & Søn. Derfor skrev jeg til Knud Erik Hansen, der er virksomhedens CEO, at han skulle se tv den efterfølgende tirsdag, for der var noget, jeg syntes, han skulle se,” fortæller Rikke Frost.

Og han kunne lide, hvad han så. Derfor mødtes Rikke Frost, Knud Erik Hansen og Carl Hansens produktionschef på Designmuseet, hvor møblerne fra tv-programmet blev udstillet. Efter at have set sofaen var Carl Hansen & Søn klar på et samarbejde.

Desværre blev sofaen fra Rikke Frost og Carl Hansen & Søn forsinket af pandemien. Da de endelig var klar til at præsentere den, blev Ukraine invaderet af Rusland, og nye problemer opstod. Derfor er Rikke Frost stadig i gang med at lancere og præsentere sofaen. Senest på Trends & Traditions og Salone del Mobile i Milano. Og sofaen bliver ligeledes vist frem under 3 Days of Design, hvor der også er kommet en sideways footstool, der passer til sofaen.

Design til debat

Foruden sit samarbejde med Carl Hansen & Søn præsenterer Rikke Frost endnu en sofa, som hun har designet for Bent Hansen.

”Vores DNA passer godt sammen. De forstår, hvad jeg gerne vil, og vores værdier går i spænd. Det er ikke bare produkter for os. Vi tænker os om og gør os umage,” fortæller Rikke Frost.

Derfor skal designeren også være paneldeltager i en debat om, hvorvidt designmøbler må have skønhedsfejl. Debatten foregår i Bent Hansens showroom i Bredgade.

Rikke Frost får nogle travle dage på 3 Days of Design. Hun skal nemlig også lancere udendørsmøbler for Mindo samt en ny pendel for FDB Møbler.

”Jeg får et travlt skema, men jeg håber da at få tid til at komme rundt og netværke lidt og møde mine designkolleger,” slutter Rikke Frost.