Designvirksomheden Houe har skabt konceptet My Trash, hvor plastaffald omdannes til møbler. I tæt samarbejde med Daarbak Design har flere regioner og kommuner allerede købt ind på projekter, hvor de afleverer deres skrald og får det retur som designmøbler.

Kort forklaret er My Trash-møbelserierne skabt af plastaffald fra husholdninger. Plastaffaldet kan desuden komme fra affaldsstrømme fra virksomheder, der omdannes til møbler og derefter flytter ind i virksomheden igen i en cirkulær cyklus. Gennem et pilotprojekt i Randers Kommune, med Houe og Dansk Affaldsminimering i spidsen, blev borgerne opfordret til at sortere og aflevere deres affald til projektet. Det blev til de første stole skabt af specialindsamlet affald. Sidenhen er affaldsbunkerne og kundemængden vokset, og projektet tilbydes nu til alle virksomheder, kommuner og regioner. Daarbak Design, som efterfølgende er blevet tilkoblet projektet som sælger og sparringspartner, skaber med et stort netværk i både kontraktmarkedet og det offentlige en direkte linje til store affaldsmængder.

Kontinuerligt flow af affald

My Trash-konceptet er et større fælles foretagende. Affaldet indsamles af virksomheder, sorteres og renses af Dansk Affaldsminimering, støbes af en lokal plastfabrikant, sælges af Daarbak Design, og Houe er grundlægger, sparringspartner og ansvarlig for at analysere plasten inden brug, hvor det i samarbejde med produktionspartnere kvalitetssikres, inden det omdannes til møbler. Plastdelen i møblerne er primært lavet af PP-affaldsplast. Til at producere 250 stole kræver det mellem et og fem ton affald afhængig af affaldsstrømmen. Mængden varierer meget, fordi genanvendelsespro­centen varierer. Nogle gange er det måske 20 procent, der kan anvendes til møbler, og andre gange er det alt.

Gennem et samarbejde med Københavns Kommune har de hos Houe fundet ud af, at valgplakater er et godt materiale at arbejde med. I det konkrete projekt er mere end 10.000 valgplakater, der består af PP-plast, blevet omdannet til affaldsspande, vaser og stole til kommunen.
”Kommuner har store mængder af affald i et kontinuerligt flow. Derfor er de så gode at arbejde sammen med,” siger Louise Mørk, der er Sustainability Manager hos Houe.

”Næste gang der er valg, kan jeg jo skrive til samtlige kommuner og derved få nye samarbejdsaftaler og tonsvis af materialer til nye stole,” tilføjer Jan H. Bertelsen, der er projektansvarlig for My Trash i Daarbak Design. Både stolen og konceptet præsenteres af Københavns Kommune under 3 Days of Design.

Affald som alternativ til ny plast

Både hos Houe og Daarbak Design oplever de, at der er stor interesse for det, de laver, fordi konceptet passer godt ind i en cirkulær forretningsmodel, hvor virksomhederne skal stå til ansvar og vise, hvilke tiltag de gør for at blive grønnere.

I dag tæller kunderne blandt andet kommunerne i København, Aarhus og Vejle, Region Midt, men også en række private virksomheder som eksempelvis burgerkæden Halifax, hvor plastaffald fra køkkenet er omdannet til møbler.

”Når det bliver konkret og synligt, hvad de store affaldsmængder bruges til, oplever vi, at der opnås en større forståelse og indsigt hos medarbejderne. Fordi de har sorteret deres affald, står de nu med et kvalitetsmøbel foran dem,” fortæller Louise Mørk og fortsætter:
”Mange danskere har følelsen af, at de sorterer og sorterer, men de ved ikke, hvad der sker, efter det bliver afhentet. Vi oplever, at de virksomheder, som vi samarbejder med, virkelig kan se nytten i sorteringen.”
Samtidig er der en ekstra bonus, som mange af virksomhederne sætter pris på:

”Vi tager både skraldet og laver møbler til dem af genanvendte materialer i stedet for nye,” sigerJan H. Bertelsen.

I dag består My Trash-kollektionen af tre møbelserier til både indendørs og udendørs brug, hvoraf to er EU Ecolabel-certificeret. Interessen stiger, og konceptet er kun i sin spæde start. Forventningen er, at flere virksomheder og organisationer vil se deres eget affald som en ressource, når de skal have nye møbler.