Indehaveren af den populære livstilsbutik Fabrek giver et indblik i sin deltagelse på messer og belyser design-, interiør– og møbelmessernes udvikling.
Fabrek er en af de mest populære livsstilsbutikker i Odense og har en stor følgerskare på Instagram. Stifter og indehaver Ann-Sophie Ulka Faust er ofte at finde rundt omkring på messer i både Danmark og i udlandet og på både design- og interiørmesser og modemesser.
Ifølge Ann-Sophie Ulka Faust kan messerne noget, som et Zoom-opkald ikke kan:
”Det er face-to-face-kontakt, produkterne bliver mere virkelige, når man har dem i hånden, og hele setuppet med messer giver bare en anden vibe end et opkald eller onlinekatalog. Jeg har været med på messe, siden jeg kunne gå, da mine forældre altid har været selvstændige, og jeg har både været indkøber og standholder. Der er noget fint og købmandsagtigt over messer, og så fungerer det for os, at der både er messer og onlinehandel, for de supplerer hinanden godt.”
Messekalenderen 2023
Det varierer lidt fra år til år, hvilke messer Fabrek-teamet deltager på. Formland er en fast del af programmet, da livssstilsbutikken både har mange faste leverandører der, som de gerne vil hilse på, og så er det praktisk, at det er tæt på. Derudover deltager de også ved modeugen fra tid til anden samt på internationale messer blandt andet i Paris og Hamborg.
Ann-Sophie Ulka Faust er kørt lidt fast i de danske messer, og derfor deltager hun i 2023 på Maison & Objet for at få ny inspiration med hjem.
”Jeg kan godt savne flere trendzoner og inspirerende talks på de danske messer. Jeg synes hurtigt, at det bliver det samme og det samme hvert år.”
Men selvom Ann-Sophie Ulka Faust altid er rundt på messerne, så er det ikke her, hun gør sig sine indkøb:
”Vi kommer på messerne for inspiration, for at se upcoming brands og for at catche up med vores samarbejdspartnere. Jeg disponerer ikke på messerne, for det kan godt blive forvirrende, og man riskerer at træffe forhastede beslutninger. Derudover kan jeg bedst lide at følge min egen mavefornemmelse og ikke blive påvirket af, hvad en sælger siger. Men hvis vi bliver blæst omkuld af noget, som vi ser på messe, og vi bare må have det til butikken, så køber vi det.”
Verden er blevet mindre
Ann-Sophie Ulka Faust er altid på jagt efter nye ting til butikken. Messerne kan være et godt sted at få
inspiration og holde sig ajour med nye trends, men som trendbutik er det ikke nok at handle, når der er messesæson, for butikken er konstant under forandring. Og så er det jo en fordel, at verden er blevet mindre, som Fabrek-indehaveren udtrykker det:
”Under corona blev verden ens legeplads, for alt foregik online og landegrænser blev udviskede. Vi sender selv pakker til hele verden nu, og jeg elsker at finde små unikke ting fra hele kloden, som alle andre ikke køber. Det kan hurtigt blive de samme produkter i interiørbranchen i Danmark. Hvis der eksempelvis er noget flot på en dansk messe, så går der ikke lang tid, før alle livsstilsbutikker har det samme. Det prøver vi at gøre lidt op med. Vi vil gerne differentiere os og sammensætte vores varesortiment med mange brands fra hele verden.”
Foto: Inger Marie Grini