DesignNævnet har for første gang afsagt afgørelser i to kopisager, og det er positivt nyt for den fremtidige behandling af krænkelsessager i designbranchen. Det mener man hos Dansk Industri, hvor afgørelserne kaldes for historiske.

Tilbage i februar 2022 blev DesignNævnet lanceret som et hurtigt og billigt alternativ til domstolsbehandling i krænkelsessager vedrørende rettigheder til arkitektur, design og kunsthåndværk. Nu har nævnet for første gang afsagt afgørelse i to sager om kopiering.

Afgørelserne vækker begejstring hos Dansk Industri, hvor konsulent og advokatfuldmægtig, Mie Nancy Grouleff, kalder de første sagsbehandlinger for historiske. Hun mener, at afgørelserne bekræfter nævnets formål, og de samtidig kan anvendes som et fortolkningsbidrag til fremtidige lignende sager, hvilket kan gøre det nemmere at tage stilling krænkelsessager i designbranchen.

“Afgørelserne sender et positivt signal til branchen om, at der findes et alternativ til domstolene, hvor man kan få behandlet og afgjort sine design-krænkelsessager. Dette alternativ har der været brug for, da domstolsbehandlinger ofte er både dyre og tidskrævende,” forklarer Mie Nancy Grouleff til 365DESIGN.

Den ene af de to afgjorte sager gik på et kopieringsspørgsmål vedrørende stole, mens den anden sag tog udgangspunkt i mulig kopiering af lamper. I begge sager kom DesignNævnet frem til, at designernes produkter var beskyttet af lovgivningen, men at modparterne ikke havde kopieret produkterne.

Med svensk model som forbillede

DesignNævnets afgørelser er modsat domstolenes ikke juridisk bindende. Det betyder, at de sager, som DesignNævnet afgør, fortsat kan indbringes for de almindelige domstole. Et af hovedformålene med at nedsætte nævnet har dog været, at arbejdet bag afgørelserne er af sådan kvalitet, at der ikke efterfølgende er nogen grund til at indbringe sagerne for domstolene.

Sådan en model har man succesfuldt opereret med i Sverige i flere år via Svensk Forms Opinionsnämnd, forklarer Nancy Grouleff.

“De har haft et lignende nævn i Sverige i mange år, og det har fungeret rigtig godt. Det er derfor tanken, at DesignNævnet skal have samme funktion i Danmark,” fastslår hun.

Før DesignNævnet blev nedsat, var det nødvendigt at gå til domstolene for at få afgjort, om en rettighed til arkitektur, design og kunsthåndværk var krænket. Derfor valgte en række danske organisationer at stifte DesignNævnet, som et hurtigt, prisbilligt alternativ til domstolsbehandlinger.

Nævnet er især målrettet SMV’er, da disse ofte har hverken tiden eller økonomien til at føre længere og omstændige retssager.

365DESIGN har tidligere skrevet flere artikler om kopisager og krænkelser af ophavsrettigheder. Du kan blandt andet læse mere her

Foto: Unsplash