Den danske boligkæde Bolia kan præsentere både vækst og ny omsætningsrekord i deres seneste årsregnskab. Nu rettes blikket mod fortsat ekspansion og udvikling.
Trods fortsat vanskelige og udfordrede markedsvilkår i designbranchen er der medvind for den danske designvirksomhed Bolia. I deres nyeste årsrapport kan livsstilskæden nemlig præsentere endnu et år med vækst og positiv udvikling.
Bolias årsregnskab for 2024/25 viser en omsætningsstigning på 14 procent, hvilket betyder, at møbelkæden har omsat for 1,62 mia. kroner, hvilket er den højeste omsætning i virksomhedens historie. EBIT-resultatet udgjorde 31,1 millioner kroner i det nye regnskab, hvilket er en forbedring på 9 procent sammenlignet med året før.
”Vi er tilfredse med resultatet – og især med den store indsats, som vores dedikerede kolleger, partnere, designere og håndværkere har ydet i det forgangne år,” forklarer Bolias administrerende direktør, Lars Lyse Hansen.
I en pressemeddelelse oplyser Bolia, at man i året for kædens 25-års jubilæum har øget salget på alle markeder gennem et vedvarende fokus på designudvikling, bæredygtighed og global ekspansion. Således har Bolia i regnskabsåret 2024/25 åbnet otte nye butikker i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Spanien.
”Det seneste år har vi foretaget betydelige investeringer i designudvikling, bæredygtige initiativer og ekspansion – herunder nye Bolia flagship-butikker på attraktive beliggenheder i store europæiske byer,” siger Lars Lyse Hansen.
Fortsat ekspansion og udvikling planlagt for det kommende år
Med vækst som et konstant mål planlægger Bolia at udvide globalt ved at etablere en række nye konceptbutikker i Europa, øge salget til det professionelle kontraktmarked samt indgå samarbejder med flere dedikerede agenter, forhandlere og detailpartnere verden over i de kommende år.
”I de seneste uger har vi fejret åbningen af vores nye BOLIA flagship-butikker i Paris, Stockholm og Wien, og i det kommende år vil vi fortsætte vores succesfulde ekspansion i Frankrig, Tyskland, Sverige, Schweiz og Østrig. Samtidig åbner vi vores første Bolia flagship-butik på det britiske marked. Vi ser frem til at bringe vores designkollektion ud til endnu flere inspirerende byer og voksende markeder i de kommende år,” afslutter Bolias administrerende direktør.




