Den aarhusianske detailkæde Søstrene Grene har netop offentliggjort sit seneste årsregnskab. Et regnskab, der for første gang runder milepælen på en milliard på toplinjen men også en bundlinje, der er præget af massive investeringer.

”Vi er meget stolte over at have nået denne milepæl.” Sådan siger Mikkel Grene, CEO hos Søstrene Grene, i en pressemeddelelse, der er sendt ud i forbindelse med virksomhedens netop offentliggjorte årsregnskab.

Omsætningen er steget med 24 procent siden sidste regnskabsår og Søstrene Grene runder dermed en milliard på toplinjen. Den er hjulpet på vej af de omkring 80 mio. besøgende, der har været forbi en af detailkædens butikker, og udvidelsen af 60 nye butikker rundt om i verden. Dermed har kæden nu 245 forretninger fordelt i Europa og Asien.

Butiksekspansionen har ligeledes medført en opgradering i antallet af ansatte på hovedkontoret, så der nu er 206 ansatte fremfor 165. Derudover har de massive investeringer i en ny digital infrastruktur, herunder en ny webshop, påvirket det operationelle resultat, der dog på trods af det stadigvæk ligger højt og ender på 69 mio. kroner mod 85 mio. kroner i sidste årsregnskab.

”Med denne store digitale transformation udvider vi vores perspektiv og den service, vi kan tilbyde vores kunder. Vi bygger bro mellem vores fysiske butikker og en ny digital dimension af Søstrene Grene, som vores kunder har efterspurgt,” fortæller Mikkel Grene, der dog understreger, at de fysiske butikker altid vil være rygraden i virksomheden.

Foruden digitale investeringer har Søstrene Grene også igangsat en helt ny strategisk kurs, de kalder for Søstrene Grene for the Future. Den indebærer en omni channel forretningsmodel, nyt butikskoncept, et øget kundefokus, nye produkter og services samt et øget fokus på ansvarlighed.

Derfor er Mikkel Grene også svært tilfreds med det resultat, som virksomheden lander i det seneste regnskab.

”Vi er tilfredse med resultatet set i lyset af, hvor mange nye butikker vi har åbnet, de store investeringer i digitalisering samt det udfordrede og omskiftelige detailhandelsmiljø, vi befinder os i. Vi har ligeledes også brugt både penge og tid på at sætte en ny strategisk kurs for Søstrene Grene, som vi glæder os til at kunne præsentere for vores kunder,” forklarer Mikkel Grene.

 

Vækstrejse under kontrol og Søsterånd sikrer fremtiden

Vækst og ekspansion hos Søstrene Grene har aldrig været en mål i sig selv, men snarere et middel til at udvikle virksomheden i den retning og hastighed, der ønskes.

”For os handler det om at lytte til vores kunder og åbne de rigtige butikker, som hver især er rentable, således vi er i stand til at finansiere de mange nye tiltag, som skal udvikle vores virksomhed til fremtiden. Det er også en af fordelene ved at være ejerleder; at vi kan agere og investere langsigtet,” fortæller Mikkel Grene.

Søstrene Grene bliver ligeledes styrket indefra i form af en stærk Søsterånd, hvor værdier, fornyelse, glæde og kreativitet står stærkt i alle led af virksomheden. Søstrene Grene har da også det seneste år investeret i virksomhedens People & Culture-afdeling samt et stort, internt værdiprojekt.

”Anna og Claras vidunderlige verden er rammen for både vores kunder, men også vores partnere og medarbejdere, og derfor er vores tilgang til ledelse og kultur altafgørende for vores nuværende og fremtidige resultater. Det hele handler om mennesker,” siger Mikkel Grene afslutningsvist.