De fysiske butikker er presset af den stigende nethandel. Med hjælp fra Internet of Things kan de fysiske butikker opnå fornyet konkurrenceevne.

I takt med at mere handel foregår på internettet, stiger presset på mange fysiske butikker. Men i stedet for at arbejde mod internettet, kan der være mange fordele ved at indrage internettet i shoppeoplevelsen i de fysiske butikker.

En ny rapport fra den verdensomspændende udbyder af netværksløsninger, Aruba, peger på, at Internet of Things, også kaldet IoT, kan være med til at give de fysiske butikker en fornyet konkurrenceevne.

Læs også: Bedste retailkoncepter i 2017

IoT er kort fortalt en ‘intelligentliggørelse’ af hverdagens elektroniske apparater, så de taler sammen om indsamlet data. Med andre ord bliver vores elektroniske enheder i stand til at bruge internettet uden vores direkte hjælp.

“Ved hjælp af IoT kan detailbutikkerne blandt andet løbende holde øje med lagerbeholdningen, spore forbrugernes adfærd og anbefale produkter i købssituationen,” siger Morten Gransøe, Landechef for Aruba Danmark, i en pressemeddelelse.

Læs også: Danskernes forbrug runder milepæl

Butikkerne vil derudover gennem dataanalyse kunne optimere deres drift og forudsige, hvilke produkter og services der skal tilbydes hvilke kunder. Alt dette foregår på forbrugerens mobiltelefon, mens forbrugeren går rundt i butikken.

Rapporten peger på, at 81 procent af de virksomheder, der i dag har integreret IoT-teknologi, oplever en forbedret kundeoplevelse, og 74 procent samtidigt oplever en forbedret lønsomhed.