Formland set med indkøberøjne

Hvert år gæster tusindvis af indkøbere Formland, men hvor ligger deres fokus? Hvad er de på udkig efter? Og hvordan forbereder de sig på tre intense messedage? Bahne løfter sløret for deres Formland-strategi.

 

 

Når Tina Støjholm drager på Formland som indkøbschef for Bahne, er det altid nyheder og inspiration, hun håber på at kunne tage med sig hjem. Derfor er Creators Community et af de første områder, hun besøger på Spring-messen. Her bliver jagten sat ind på et originalt produkt med en god historie, der kan skabe værdi for Bahnes kunder.

Tina Støjholm tænker sig godt om.

”Ja,” lyder svaret på spørgsmålet om, hvorvidt hun i rollen som indkøbschef for Bahne mener, at Formland fortsat har fingeren på pulsen og kan præsentere hende for nye produkter og inspiration. Hun tilføjer:

”Jeg har besøgt Formland mere end 30 gange, og jeg kommer heldigvis stadig hjem med ny inspiration hver gang. Det er dog blevet gradvist sværere, da verden er blevet mindre – forstået på den måde, at design og interiør er blevet meget mere tilgængeligt. Falder man over nogle fine, franske lysestager på en messe, så er de sjældent unikke eller nye ret længe, fordi vi både som fagfolk og som forbrugere finder meget af vores interiør gennem sociale medier,” forklarer Tina Støjholm.

Som chefindkøber for en af landets største livsstils- og boligbutikker kender hun om nogen til vigtigheden af at have fingeren på pulsen i design- og interiørverdenen. Det handler nemlig om at kunne præsen­tere nyheder og udpege nye trends for 2025s selvbevidste forbrugere.

”Jeg oplever, at forbrugerne i Danmark er rigtig dygtige til selv at opsøge de nyeste tendenser og lade sig inspirere af originale produkter. Først og fremmest gennem sociale medier. Det gør det vanskeligere for en messe som Formland at præsentere de seneste nyheder, og det gør det vanskeligere for mig som indkøber at komme hjem med originale produkter,” siger Tina Støjholm og peger på, at mange af de etablerede brands ofte har for få nyheder at vise frem.

”Det er meget vigtigt, at vi som butik fornyer os og finder de nye produkter. Eller finder forbrugerne dem selv, fordi verden er blevet så lille, og alt er blevet så tilgængeligt. Og det stiller store krav. Også på Formland.”

 

De unge talenter er attraktive

Af samme grund roser Tina Støjholm også Formlands iværksætterevent Creators Community, der på hver Spring-udgave af messen er garant for upcoming ild­sjæle, der kan vise originale og innovative produkter.

”Når jeg er på messe, er det vigtigste at komme hjem med fremtiden. Derfor handler Formland for mig om at opleve, hvad der er på vej ind, og hvad der er nyt. Her tænker jeg både nye produkter, nye trends eller nye brands. Af samme grund er jeg også rigtig glad for Creators Community. Her er der gode muligheder for at opleve interessante produkter, som vi ikke har set før og samtidig møde spændende brands, der ofte har en god storytelling. Det er afgørende, at jeg kan se en kommerciel vinkel, der flugter med Bahne og vores kunder,” siger Tina Støjholm og påpeger, at en god historie ofte er afgørende.

”Når forbrugere køber et produkt i dag, så forventer mange, at de kender historien og menneskerne bag, så de kan identificere sig med produkterne. Det betyder rigtig meget. Derfor giver mange brands også en masse af sig selv på sociale medier for at vække forbrugernes interesse. Af den grund skal et nyt produkt helst flankeres af god storytelling, og det er noget, jeg er meget opmærksom på, når jeg tager på Formland – og især på Creators Community,” understreger Tina Støjholm. Hun tilføjer, at hun gerne så, at man fra Formlands side udbyggede Creators Community-konceptet, da det for hende er en god måde at blive bekræftet i, at Bahne er på rette kurs og ikke overser væsentlig inspiration.

 

Et travlt messeprogram

Tina Støjholm er allerede begyndt de indledende forberedelser i forbindelse med sit Formland-besøg, da hun foretrækker at være velforberedt.

”Hvis jeg skal komme hjem med noget nyt, som kan skabe opmærksomhed i vores butikker og på sociale medier, så skal jeg nogenlunde vide, hvad jeg går efter på Formland. Hjemmefra tracker vi selvfølgelig på, hvordan vores omsætning og indtjening har været i forbindelse med konkrete produkter. Vi er jo nødt til at kigge lidt bagud for at kunne kigge fremad,” siger hun og tilføjer:

”Derudover er jeg også aktiv på Formlands hjemme­side, så jeg har styr på, hvem der udstiller, og hvor de befinder sig, så vi kan lægge en plan på forhånd. Jeg noterer mig også, hvilke foredrag og talks, der finder sted. Sidst, men ikke mindst, forsøg­er jeg faktisk at lave så få aftaler som overhovedet muligt, så jeg i stedet har tid til at gå rundt og suge indtryk til mig. Formland er jo det eneste sted i Danmark, hvor man som indkøber kan møde leverandørerne samlet og på den måde skabe sig et overblik over, hvad der foregår i branchen. Derfor er der også enormt meget, jeg skal nå, meget jeg skal se og altid mange, jeg skal tale med, når jeg tager på Formland,” afslutter Tina Støjholm.