Med udgangspunkt i godt håndværk og danske designtraditioner har det aarhusianske møbel- og designstudio Tapgang sat sig for at skabe ansvarligt producerede møbler, der forener æstetik og funktionalitet. Visionen er at fremstille produkter, der holder i generationer, og som en del af Creators Community glæder stifter, Troels Schack, sig til at vise, hvad ærligt håndværk kombineret med moderne snedkerviden kan frembringe.

 

Hvad inspirerede dig til at starte Tapgang, og hvordan er virksomhedsrejsen forløbet indtil nu?

Da jeg startede på snedkeruddannelsen i 2018, fik jeg idéen til at bygge et møbel, der kunne fjerne fokus fra tv’et i min stue. Jeg syntes, at tv’et ødelagde æstetikken og stjal opmærksomheden. Det førte til de første skitser af tv- og jalousimøblet Skjul, og jeg kunne hurtigt mærke, at processen med at skabe funktionelle møbler er noget, jeg virkelig brænder for.

Et par år senere startede jeg Tapgang, og det har været en spændende, men også udfordrende rejse indtil nu. Det sværeste har været manglen på tid, for som selvstændig har jeg alle kasketter på. Det betyder også, at jeg har opdaget nye sider af mig selv og ved, hvor jeg skal lægge fokus, og hvornår jeg skal søge hjælp.

 

Hvordan er dine produkter unikke i forhold til design, funktionalitet eller materialevalg?

Mine møbler er unikke og familiære på samme tid. Det stolte, danske møbeldesign er min inspiration, og derfor er jeg gået efter et tidløst design, hvor mit præg findes subtilt i detaljerne, eksempelvis i stellet på Skjul. Det unikke element opstår i møblets funk­tion, der bliver tydeligt, når man trækker jalousilågerne fra. Sådan et møbel findes ikke mange steder.

Står det til mig, bør funktion og designvalg hænge sammen. På bakken Skygge er grebene derfor skabt, så de giver en svævende effekt og samtidig mulighed for at blive opbevaret på forskellige måder. Det træsøm, der går ned gennem grebene, er ligeledes til for både funktion og æstetik.

Endelig er materialevalget et unikt kendetegn for Tapgang. Jeg sammensætter flere træsorter i samme møbel, da jeg synes, det giver et levende spil, kontraster og et mere rigt udtryk end ved bare at bruge én træsort.

 

Hvilke produkter eller kollektioner præsenterer du på Formland?

Jeg udstiller to udgaver af tv- og jalousimøblet Skjul og serveringsbakken Skygge, der er en del af samme kollektion, hvilket afspejles i både geometrierne og i træsortskombinationerne. På Formland præsenterer jeg i øvrigt for første gang min nyeste udgave af Skjul, hvor jeg kombinerer valnød og egetræ.

 

Hvorfor bør indkøbere og besøgende på Formland lægge turen forbi din stand?

Det bør de, fordi de kommer til at møde en ihærdig designer og snedker, der glæder sig helt vildt meget til at vise sine møbler frem. Jeg har brugt lang tid på at designe standen, og jeg har gjort mig særligt umage med at vise, hvordan Skjul kan tage sig ud i et hjem. Der bliver mulighed for både at se og røre ved møblerne, stille spørgsmål og få demonstreret og forklaret Skjuls mange funktioner.

Og så skal de selvfølgelig kigge forbi, fordi Formland er min første B2B-messe, så det er en unik mulighed for at lave det rette samarbejde, mens min virksomhed stadig er helt ung.

 

Hvilken effekt håber du, at din deltagelse på Creators Community vil få for din virksomhed?

Jeg håber først og fremmest, at flere får kendskab til Tapgang, og at der er nogen, der ser muligheder og potentiale i min virksomhed – og måske kunne tænke sig at være med. Derudover glæder jeg mig til at få ny viden og udvide mit netværk med både ind­købere, besøgende og andre creators. Jeg håber også, at min deltagelse gør mig dygtigere til især promo­vering og salg – noget, jeg allerede er blevet en del klogere på via den store hjælp, jeg har fået af min Creators Community-mentor indtil nu. Det er virkelig fedt at have ham.

 

Hvilke langsigtede mål har du for Tapgang, og hvordan arbejder du på at realisere dem?

Mit mål er at etablere Tapgang som brand og gøre det til synonym med godt håndværk og kvalitet, der holder i generationer. Jeg vil gerne gøre Tapgang til et rent designstudio, hvor jeg designer møblerne, og hvor selve produktionen sker på et snedkeri, jeg har et godt samarbejde med. Jeg vil nemlig gerne have tid til at skabe nye design løbende. Første skridt i den retning er min deltagelse på Formland og i Creators Community, som er en stor mulighed for Tapgang.