Lige siden teenageårene har Helle Stentoft haft en drøm om at udfordre den traditionelle parfumeindustri ved at producere naturlige dufte, der skaber transparens omkring de ingredienser, vi bruger i parfumer. Af samme grund har hun stiftet Single Flowers Perfume, der på Creators Community kan præsentere en bred duftkollektion, som ikke blot tager hensyn til mennesket, men også til naturen.

 

 

Hvad inspirerede dig til at starte Single Flowers Perfume, og hvordan er virksomhedsrejsen forløbet indtil nu?

Hovedmotivationen for at starte min virksomhed ligger i spørgsmålet: ’Hvad dufter din parfume af?’ Jeg har stillet det spørgsmål til rigtig mange mennesker, men meget få kan reelt svare. Mange responderer ofte med ’godt – den dufter godt’, og det er jo på sin vis forståeligt, når ingredienslisten er hemmelig. Og heri ligger problematikken – nemlig at parfumeingredienser ikke skal deklareres, og at det er så let at få et nyt syntetisk molekyle bragt ind i denne verden. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne af opfundne duftmole­kyler er for vores vand og vores kroppe. Vi går alle meget op i, hvad vi spiser og påfører vores hud, men ikke når det kommer til parfume. Naturlig parfume har været min hobby, siden jeg var 16 år gammel, så da jeg endelig sprang ud som iværksætter, var det naturligt at starte denne virksomhed. Jeg er stærkt motiveret af at skabe transparens i parfumeindustrien og tror helhjertet på, at hvad der er skabt af Jorden, vil ikke skade den. Med afsæt i mine bekymringer udvikler jeg parfumer, der er gavnlige for ’body, soul and planet’ – det vil sige plejende for huden, en måde at udtrykke sig på, og naturlige og miljørigtige par­fumer fra inderst til yderst. At bringe en ny produkttype på markedet er dog ikke nemt – for slet ikke at tale om en hel ny tilgang til parfume. Det kræver hårdt arbejde, forklaring og introduktion – men det er bare fantastisk motiverende, når man møder en kunde, der siger: ’Jeg har ledt efter det her i årtier!’

 

Hvordan er dine produkter unikke i forhold til design, funktionalitet eller materialevalg?

Mit udgangspunkt for materialevalg er 100 procent naturligt – det vil sige, at det er rene, naturlige essentielle olier, absolutter og isolatorer. Parfumen er kommet i en base af smørstoffer og planteolier – en masse E-vitamin, som er med til at regenerere huden og fedtstoffer, der holder på duften. Parfumerne er meget koncentrerede og ligger i den gode ende af Eau de Perfume. Man bruger meget lidt ad gangen – et riskorns størrelse på pulspunkter ligesom normal parfume. I og med at parfumerne er naturlige, kan man også betragte dem som aromaterapi og bruge parfumen aktivt som en hjælper i hverdagen. Herudover har man mulighed for individualisering, i og med at man kan blande parfumerne, så man kan designe sin helt egen unikke duft.

Rent funktionelt har solid parfume mange fordele: Det kan påføres i offentlige rum, er let at rejse med, interagerer bedre med din personlige duft, bevarer den naturlige hudbarriere intakt og holder parfumen på din hud i stedet for at fordampe med alkoholen.

Derudover har jeg valgt at emballere parfumerne i forseglede genbrugsaluminiumstuber, som opbevarer parfumen på optimal vis og gør, at hverken vand eller alkohol skal fragtes på motorvejene. Al yderemballage er i genbrugs- og FSC-certificeret papir. Der er ganske enkelt mindre spild – ingen pompøse flakoner eller trelags æsker og folier. Emballagen på vores produkter er allerede genbrugt og kan genbruges igen.

 

Hvilke produkter eller kollektioner præsenterer du på Formland?

Jeg har 40 forskellige naturlige parfumer med, som man kan bruge enkeltvis eller blande/layer (lægge lag på lag direkte på huden), med det formål at skabe sin egen unikke parfume. Prislejet er vejledende sat fra 99-149 kroner. En pris der nemt giver mersalg i butikker, appellerer til samlerlyst ved kunderne og gensalg. Som forhandler kan man vælge alt imellem én par­fume og op til 40 parfumer i udsalg.

 

Hvorfor bør indkøbere og besøgende på Formland lægge turen forbi din stand?

Min stand vil være en oplevelse, hvis man aldrig før har prøvet at blande parfume. Jeg har valgt at lave workshops alle dage på messen. Det er ren magi at opleve, hvordan en duft kan ændre sig fuldstændigt på sekunder, og hvor meget dejlig variation man kan få ud af eksempelvis tre parfumer. Herudover vil der være blomster i mit sortiment, man aldrig har duftet til før. Hvis man interesserer sig for parfume, står jeg klar til en nørdet snak og deler gerne min viden om parfumekomposition og parfumeindustrien generelt.

 

Hvilken effekt håber du, at din deltagelse på Creators Community vil få for din virksomhed?

Jeg søger forhandlere i både ind- og udland og håber, at Creators Community vil give mig mere synlighed i B2B-miljøet. Jeg søger også samarbejdspartnere og måske den helt rigtige investor, hvis man kan være så heldig.

 

Hvilke langsigtede mål har du for Single Flowers Perfume, og hvordan arbejder du på at realisere dem?

Mit ønske er at finde en investor i 2025, der kan sætte mere fart på mit mål om at dække Europa og opstarte Asien med forhandlere af mine produkter inden 2030. Jeg har mange nye produkter på vej – nye single flowers, nye parfumeakkorder, en ny type parfume og en ny type bodyprodukt, som ikke findes på markedet i dag. Som jeg arbejder nu, sker min udvikling i det tempo, der er overskud til. En investor ville kunne øge hastigheden på udviklingsfronten og på go-to-marked.