I flere år har Humdakin været en fast del af Formland, hvor virksomheden med sine engagerende events har involveret de besøgende og skabt en festlig atmosfære. På Formland Spring kan man igen besøge Humdakin på deres velkendte stand, og for stifter og indehaver, Camilla Schram, handler tilstedeværelsen først og fremmest om at glæde og give tilbage.

Historien om Humdakin er efterhånden blevet fortalt en del gange. Det er historien om en ung kvinde, der i en tidlig alder startede en rengøringsvirksomhed under sit jurastudie. Og hvordan denne rengøringsvirksomhed, samt arbejdet med at gøre rent i andre menneskers hjem, blev den primære inspirationskilde til Humdakin, der i dag er en global virksomhed, der sælger et bredt udvalg af produkter til rengøring, velvære og moderne husholdning.

Det er også en personlig historie om grundlæggeren og ejeren af Humdakin, Camilla Schram, der som studerende så forretningsmanden Christian Stadil diskutere innovation i Go’ Morgen Danmark.

“Innovation kan være rengørings­damen, der finder en hurtigere måde at vaske gulv på,” lød det fra forretningsmanden, hvilket inspirerede Camilla Schram til dagen efter at oprette sit første CVR-nummer og starte et rengøringsfirma, hvor der blev gjort lidt ekstra ud af rengøringen.

En historie, der ikke er blevet fortalt, er partnerskabet mellem Humdakin og Formland, der blev etableret i august 2016, da Camilla Schram første gang trådte ind i de store messehaller i Herning i forbind­else med sin nyoprettede virksomhed Humdakin. Man kunne næsten kalde det en kærlighedshistorie, da både Humdakin og Formland har været uløseligt forbundet siden da.

“Formland har en særlig betydning for mig. Det år, jeg første gang deltog på Formland, fik jeg 16 forhandlere, herunder min allerførste. I mange år var Formland et afgørende sted for mig at møde nye forhandlere og udvide mit netværk som nystartet iværksætter,” fortæller Camilla Schram.

 

Et glas champagne til forårsrengøringen

I dag har Humdakin ikke længere behov for at indfange nye kunder på Formland. Med 905 forhandlere fordelt over 55 lande har virksomheden vokset sig til en overdøvende succes, og ingen ville længere kunne fortænke Humdakin i at fravælge Formland til fordel for andre markeder. Men det vil Camilla Schram ikke høre tale om. For som bekendt ruster gammel kærlighed ikke, og for hende handler tilstedeværelsen i høj grad om at give igen.

“Formland handler for mig om at møde mine forhandlere, pleje gode relationer og præsentere de nye kollektioner. Men det handler også om, at vi gerne vil inspirere, motivere og vise nye sider af rengøring. Man kan sige, at vi gerne vil give noget igen til Formland, som vi gennem årene har fået så meget ud af at deltage på,” lyder det fra Camilla Schram.

Derfor er Humdakin notorisk kendt for at gøre lidt ekstra ud af sin messestand ved hvert år at stå for en række events og arrangementer. Krydret med champagne, goodiebags og højt humør får deltagerne ikke kun en introduktion til Humdakins produkter – de bliver i lige så høj grad tilbudt indsigt, viden og gode fif til rengøring.
Således kan man opleve Camilla Schram holde forskellige work­shops i løbet af alle messedagene på Formland Spring. Her vil hun både fortælle om nye laundry-produkter, hvorfor man bør holde rent i stedet for at gøre rent, hvordan man gør rengøring til en oplevelse, og så vil hun give sine bedste tips til at tackle forårsrengøringen.

“Gennem årene har vi tilbudt mange forskellige events og work­shops – ikke mindst fordi, vi selv synes, at det er sjovt. Samtidig viser vi vores forhandlere, hvordan de kan bruge vores produkter på nye og kreative måder. Jeg er overbevist om, at Humdakin faktisk kan gøre en positiv forskel for vores kunder og deres hjem. Derfor vil jeg så gerne, at vores produkter kommer ud og leve med så mange som overhovedet muligt,” siger Camilla Schram og slår fast, at hun ser frem til sit syvende år i træk på Formland.

Stand F5112