Som noget nyt på dette års Formland Autumn vil Circular Formland Days tage navneforandring til Think Circular – en kombineret udstilling og eventplatform, der i endnu højere grad end tidligere har til formål at inspirere livsstilsbranchen til flere cirkulære løsninger.

Siden Formland Spring 2022 har fokus på cirkularitet været en fast del af design- og interiørmessen. Her søsatte man nemlig konceptet og udstillingen Circular Formland Days, der har haft til formål at fremvise de gode historier og eksempler på cirkularitet i den danske livsstilsbranche. Som kurateret udstilling har Circular Formland Days budt på en række forskellige brands, der alle har fremvist innovative og inspirerende forretningsmodeller med fokus på faktorer som reduktion, kvalitet, garanti, genbrug og reparation.

Denne dagsorden er kommet for at blive, forsikrer Formlands projektleder, Flemming Andersen, der fortæller, at konceptet har ændret navn til Think Circular, men at visionen forbliver den samme.

”Circular Formland Days udsprang af, at vi havde gjort os en masse tanker om, hvordan vi som messe kunne understøtte og bidrage til den cirkulære dagsorden i livsstilsbranchen. Ud over at spørge os selv, hvordan vi som messe kunne gøre det bedre, så blev målsætningen at fremhæve en række gode eksempler for at vise både udstillere og besøgende på Formland, hvordan man kan tænke og handle cirkulært. Alt sammen i forsøget på at påvirke branchen til at gå i en mere cirkulær retning,” siger Flemming Andersen.

Den allerførste udgave af Circular Formland Days blev til i tæt samarbejde med Lifestyle & Design Cluster – den nationale erhvervsklynge inden for design, mode og møbler, der siden 2022 har været tilknyttet konceptet næsten hver gang. Det var de også, da de to aktører gik sammen med Plastindustrien og Designmuseum Danmark og under årets 3 Days of Design skabte Circular Furniture Days, der under imponerende rammer i designmuseets gårdhave blev en stor succes.

Succesfuldt partnerskab gentages

Med både gode erfaringer og masse inspiration i bagagen forsøger Formland, Lifestyle & Design Cluster, Plastindustrien og Designmuseum Danmark nu at bygge videre på succesformatet ved at inkorporere en række af de bedste elementer fra Circular Furniture Days i det nye Formland-format med navnet Think Circular.

”Det er min helt klare målsætning, at Formland hver eneste gang skal have et cirkulært udstillings- og udviklingsområde, som forhåbentlig kan vokse sig endnu større og vigtigere fremadrettet. Med Think Circular forsøger vi at højne formatet yderligere – blandt andet med nye spændende udstillere, ny grafik, nye farver og et helt nyt visuelt udtryk, der virkelig kommer til at tage sig flot ud,” fortæller Flemming Andersen, inden han yderligere løfter sløret for, hvad Think Circular kommer til at byde på.

”Man kan godt forvente et løft – ikke mindst rent fagligt. Det er nogle rigtig gode og stærke faglige cases, som i år er en del af Think Circular, og de vil uden tvivl kunne inspirere til cirkulære produkter eller løsninger. Både hos indkøberne og hos de andre udstillere på Formland,” lyder det fra Flemming Andersen.

Som det var tilfældet i Designmuseum Danmarks have i juni, vil Think Circular-området på Formland været bygget op om Plastindustriens store ‘Plastic Pavilion’, der oprindeligt blev bygget og opført i forbindelse med UIA Verdenskongressen for Arkitekter (verdens største kongres om bæredygtig arkitektur og byggeri). Flere af de brands, der udstillede på Circular Furniture Days, vil ligeledes være at finde på Think Circular.