Hos virksomheden Poster & Frame har man været med til at revolutionere plakatbranchen i Danmark. Nu gælder det udlandet.
I dag er plakatkunst allevegne. Med blot et par få klik online kan man nemt og hurtigt bestille originale og indrammede kunstplakater hjem til sin væg, sin butik eller sin arbejdsplads.
Sådan har det dog ikke altid været. Spoler vi tiden tilbage til 2016, var det året, hvor to barndomsvenner fik en idé, der siden har revolutioneret markedet – ikke blot for plakatkunstnere, men også for forbrugerne.
Det var i en lille lejlighed på Frederiksberg, at vennerne Kevin Agerholm og Danni Wegner blev enige om, at der måtte være en forretning i at optimere plakatmarkedet, der primært bestod af besværlige rammer og papir af tvivlsom kvalitet. Derfor valgte de to i 2017 at starte virksomheden Novictus, der skulle fungere som en servicevirksomhed for plakatkunstnere.
”Tanken var at løse en række logistiske og praktiske udfordringer for forskellige kunstnere ved at producere deres plakater hos os. Vi ville trykke plakater på papir af god kvalitet og efterfølgende indramme dem, så kunderne ikke skulle gøre det selv,” fortæller Kevin Agerholm, der er stifter og CEO i Poster & Frame.
For de to venner var der ikke langt fra tanke til handling. Ved at tilbyde både print, indramning og distribution blev Novictus hurtigt populær blandt plakatkunstnere, men der skulle ikke gå længe, før et nyt behov opstod.
”Mange af vores kunder begyndte at forhøre sig, om vi ikke også kunne hjælpe dem med B2B-salg. Som kreativ kunstner er det langt fra altid, man også interesserer sig for salg, stregkoder og leveringsløsninger. På dette tidspunkt var der nok 10-12 danske plakatkunstnere, der tilbød onlinesalg, men de bøvlede alle med de samme problemer. De opbevarede plakater under sengen, der stod papkasser i hjørnerne, og så havde de besværet med selv at skulle pakke og sende deres plakater. Derfor besluttede vi at udvide med et servicekoncept, så vi både stod for produktion og salg,” fortæller Kevin Agerholm.
Fokus på udlandet
Grundet efterspørgslen opstod Poster & Frame i 2018, der som en digital platform eksponerer kunstnere direkte til B2B-kunder. Mere end 500 forskellige kunstnere sælger i dag deres kunst via Poster & Frame, der producerer mellem 5.000-10.000 plakater om dagen og udsender 3.000 daglige ordrer. Det er særligt design- og livsstilsbutikker samt onlineshops, der handler hos Poster & Frame.
Succesen har også medvirket til, at Kevin Agerholm og Danni Wegner har valgt opkøbe andre plakatudbydere, og i dag hører både Citatplakat, Wonderhagen, Dia’lægt, Simon Holst, Enklamide samt den ikoniske plakatforretning Posterland under Poster & Frame, der med afstand er den største plakataktør i Danmark målt på B2B-salg.
Kevin Agerholm lægger dog ikke skjul på, at det fremover er udlandet, der trækker.
”Vi vokser helt vildt internationalt, og det er også der, vores opmærksomhed ligger i dag. Takket være et øget fokus på udlandet har vi på bare seks måneder opbygget en eksportforretning, der er næsten lige så stor som vores salg herhjemme, og om yderligere seks måneder er Poster & Frame større internationalt målt på omsætning,” forklarer han.
Men selvom fokus nu ligger på andre markeder end det danske, så forsømmer Poster & Frame alligevel ikke muligheden for at udstille på Formland Spring 2024. ”Vi har været på Formland de sidste 10 gange og har været glade for at deltage. Vi har fået rigtig meget ud af det i forhold til at møde nye kunder og vise mulighederne frem. I dag handler vores tilstedeværelse primært om at pleje eksisterende forhandlere, men vi glæder os stadig til at dukke op,” afslutter Kevin Agerholm.
Stand D3368