Trenden snackification er blevet en fast del af danskernes hverdag og livsstil. Snacks udfordrer nemlig det traditionelle måltid og tilpasser sig en hektisk hverdag. De er ikke længere blot mellemmåltider, men en central del af vores hverdag og identitet. Med fokus på fleksibilitet, sundhed og nydelse markerer snackification en ny måde at leve og spise på.
Snackification er gået fra at være en amerikansk tendens til at være en fast del af danskernes livsstil. En livsstil hvor snacks erstatter traditionelle måltider og reflekterer værdier og identitet.
Ifølge rapporten ’Key Trend 2025: New Snacking Lifestyles’ foretrækker 64 procent af globale forbrugere mindre, hyppige måltider frem for de klassiske tre daglige måltider, og snacks er blevet mere end blot en hurtig løsning – de er en refleksion af vores livsstil.
Den stigende popularitet af snacks skyldes ikke kun deres bekvemmelighed, men også deres evne til at tilpasse sig vores hektiske hverdag. Snacks tilbyder en fleksibel måde at spise på, som matcher en livsstil præget af tidspres og individualisering, som også understreges i rapporten ’Madkultur24’ om danskerne madvaner. Her fremgår det, at de sociale normer omkring måltider er blevet mere uformelle, og at flere vælger at spise alene eller på farten.

Men hvorfor er snacks mere populære end nogensinde?
En del af den moderne spiseoplevelse
Snackification beskriver opløsningen af de traditionelle måltider og fremkomsten af snacks som en primær spiseform. I stedet for at følge de klassiske tre hovedmåltider – morgenmad, frokost og aftensmad – vælger mange i dag en mere fleksibel tilgang til spisning. Flere ser snacks som måltidserstatninger, og de bruges nu til både ernæring og nydelse.
Denne tendens er især drevet af livsstilsændringer som tidspres, urbanisering, individualisering og globalisering. Ifølge rapporten ’Madkultur24’ foretrækker 49 procent af danskerne snacks eller mellemmåltider mindst én gang dagligt, og trenden er mest udbredt blandt yngre aldersgrupper.

Snacks erstatter dog ikke kun måltider, men fungerer også som fleksible løsninger i en hverdag, hvor tid og overskud ofte er knappe ressourcer, samtidig med at det er muligt at vælge netop den snack, der passer til livsstil, kostretning eller andre individuelle behov.
Snackification indebærer tilmed en ændring i vores opfattelse af, hvad en snack er. Ifølge rapporten ’State of Snacking’ er snacks ikke længere blot små, impulsive godbidder, men kan være alt fra proteinberigede barer og plantebaserede chips til måltidserstatninger, der imødekommer specifikke behov. Snacks bruges i dag til at dække både funktionelle formål – som at give mere energi eller forbedre fordøjelsen – og emotionelle formål, hvor følelsesmæssig komfort og øget velvære spiller en rolle.
Hvorfor snacker vi mere, og hvilken rolle spiller snacks i dag?
Forbrugere over hele verden har taget snackification til sig, og det er således blevet en del af den moderne spiseoplevelse. Snacks tilpasser sig forbrugernes behov for fleksibilitet, sundhed og nydelse, og imødekommer tidspres, individualisering og en stigende interesse for smagsoplevelser. Samtidig fungerer snacks som statussymboler, en kilde til følelsesmæssig støtte og en gateway til kulturel udforskning. Derfor er snackification er ikke bare en trend – det er en ny måde at leve og spise på.

Emballagen er en udfordring
Den stigende interesse for snacks har dog en række konsekvenser for mængden af emballage, der bliver produceret og smidt ud – og det er et vigtigt element i at bringe bæredygtighed ind i denne trend. Hvert år producerer vi omkring 400 millioner ton plastaffald, hvoraf halvdelen er engangsplastik, såsom chipsposer, der ender på deponier eller i vandløb. Her nedbrydes plasten til mikroplast, som bliver optaget af vandlevende liv og til sidst også af mennesker. Dette skaber ikke kun miljøproblemer, men er også et væsentligt sundhedsmæssigt problem. Der er derfor et stort behov for at finde mere bæredygtige alternativer til plastemballage.
Plast er stadig det mest almindelige emballagemateriale for snacks og udgør 77 procent af alle nye produktlanceringer. Men forbrugernes efterspørgsel efter bæredygtig emballage og lovgivningstiltag mod engangsplastik presser snackvirksomheder til at finde alternative emballagematerialer. Der er nu en gennemsnitligt årlig vækst på 10 procent i snacklanceringer med genanvendt emballage globalt, og nye teknologiske fremskridt giver mulighed for bredere anvendelse af bæredygtige materialer.
Fem typer snacks du skal kende til
Snackification er en dynamisk og voksende tendens, hvor innovation og forbrugernes skiftende behov skaber nye muligheder inden for produktudvikling. Her er de vigtigste trends, der former fremtidens snackmarked:

Snacks er ikke længere bare mad – de er også statussymboler og livsstilstilkendegivelser. Flere brands lancerer ’limited edition’-udgivelser, samarbejder med influencere og nichefællesskaber for at skabe eksklusivitet og hype. Eksempler som Depops samarbejde med Pop-Tarts og Pringles’ Minecraft-inspirerede chips appellerer til gamingkulturen og gør snacks til en del af forbrugernes identitet.

Moderne snacks udvikles i stigende grad som små måltider, der kan erstatte traditionelle spisevaner. Forbrugerne foretrækker mindre, hyppige måltider frem for de traditionelle tre daglige hovedmåltider. Snacks tilbyder fleksibilitet og hurtighed, hvilket især tiltaler yngre generationer, der ofte mangler tid og derfor bruger snacks som en nem løsning. Snacks som Pasta Snacks og Undressed Greens Bar tilbyder en balance mellem bekvemmelighed, mæthed og næring.

Bæredygtighed og ansvarlige ingredienser er blevet centrale faktorer i udviklingen af fremtidens snacks. Forbrugerne efterspørger ikke kun produkter, der er næringsrige og velsmagende, men også dem, der er produceret med respekt for miljøet. Eksempler på snacks, der tapper ind i denne trend, er blandt andre Sea Monsters’ Puffs, der kombinerer tang og kortsorten sorghum for at skabe en helt unik umamismag, og Brutal Foods’ snacks, som bruger chochobønner som en bæredygtig proteinkilde.

Snacks er blevet en tilgængelig og praktisk måde for forbrugere at opdage nye kulturer og smage på. Med stigende interesse for international gastronomi tilbyder snacks en nem indgang til eksotiske og komplekse smagsoplevelser. Snacks som Fupís Beancurd Skin Crisps introducerer globale smage, der er inspireret af asiatiske køkkener og retter som Hot Pot Tomato, Sichuan Mala og Thai Green Curry.

Funktionelle snacks, der understøtter specifikke sundhedsbehov, bliver stadig mere populære, da forbrugerne søger snacks, som ikke kun tilfredsstiller sulten, men også bidrager til at opretholde en sund krop og et aktivt sind. Disse snacks er designet til at støtte alt fra energi og søvn til mental fokus og fordøjelse, og de er skræddersyet til forbrugere, der ønsker at tage kontrol over deres helbred gennem kost. Eksempler på funktionelle snacks er Wise Bars adaptogene energibarer med ingredienser, som understøtter mental klarhed, energiniveau og generelt velvære.
Fordele:
– Stabilt energiniveau gennem dagen med næringsrige valg.
– Fleksibilitet for dem med uforudsigelige tidsplaner.
Udfordringer:
– Risiko for at indtage for mange kalorier med usunde snacks.
– Manglende pauser til fordøjelsen kan skabe ubehag.
– Svært at sikre en balanceret kost uden planlagte måltider.
Kilde: Madkultur24 og rapporten “Key Trend 2025: New Snacking Lifestyles”


