En kassekredit, en varevogn og retning mod Herning. For Lucie Kaas blev Formland startskuddet på designeventyret, der kun lige er begyndt. 

Lucie Kaas er en designvirksomhed med et bredt interiørsortiment. Der er vaser, keramik og pyntegenstande, og på sensommerens messe præsenterer de et nyt stel i opalglas, der blev lanceret under corona.

Ifølge Esben Gravlev Rasmussen er messer et af de bedste steder at blive opdaget for små brands. Selvom Lucie Kaas har CVR-adresse i hovedstaden, så banker hjertet for den jyske messe. Esben Gravlev Rasmussen, der er kreativ direktør i interiørvirksomheden, har prøvet de forskellige messer, der er dukket op i København, fordi det er belejligt, men for Lucie Kaas-teamet er Formland den bedste messe i Danmark.

Det hele startede på Formland

Da Esben Gravlev Rasmussen var ung, havde han en kammerat, hvis far havde en række Idémøbler-butikker. Far og søn tog altid på Formland, og Esben Gravlev Rasmussen var med. Og han elskede det.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville på Formland. Så for 10 år siden, da jeg startede Lucie Kaa, fik jeg en kassekredit, lejede en varevogn og kørte til Herning,” fortæller Esben Gravlev Rasmussen og fortsætter:

”Vi havde ikke nogen kunder og nærmest ingen kollektion. Der var et par spurve, æggebægere og skåle med lotusmønster.”

Da Lucie Kaas besøgte Formland første gang, var virksomheden fokuseret på reproduktion af retroklassikere, men det valgte de at stoppe ret hurtigt, da det ikke var kreativt nok. I dag findes der næsten ingen af de oprindelige retrodesign i porteføljen længere.

Dukkemager ved et tilfælde

Lucie Kaas definerer egentlig sig selv som en inte­riørvirksomhed. Virksomheden står bag service, der er meget populært i Danmark, men internationalt er det Kokeshi-dukkerne, der fylder mest. De defineres som ’designer collectibles’, hvilket er meget populært i indretningen uden for landets grænser, og de sælges i både MoMa-butikken og stormagasiner som Gallerie Lafayette, Selfridges og Breuninger. Kokeshi-dukker er håndlavede japanske dukker, og de blev en del af Lucie Kaas’ sortiment ved et tilfælde.

Den britiske designer Becky Kemp var på daværende tidspunkt en relativt ukendt kunstner, der fremviste og solgte sine Kokeshi-dukker via Instagram. Hos Lucie Kaas var de vilde med hendes sjove figurer, der forestillede alskens kendisser. Og en dag – ud af det blå – lå der er en besked i indbakken fra netop Becky Kemp. Hun manglede en samarbejdspartner, og ’the rest is history’, som man siger. Derefter faldt det i hak med at få nogle af hendes allerede kendte figurer i masseproduktion. Sidenhen er der kommet en række licensaftaler i stand med blandt andre Elton John, David Bowie og Claudia Schiffer, der fik lavet en figur i anledning af sin 50 års fødselsdag.

Farmor forpligter

Navnet på virksomheden, Lucie Kaas, stammer fra Esben Gravlev Rasmussens farmor.
”Min farmor og jeg har altid haft et specielt forhold, så det giver mig en form for forpligtigelse at bruge hendes navn. Det forpligter til, at jeg ikke bare er ligeglad. Hun var til gengæld ret ligeglad til at starte med, men så begyndte hun at følge lidt med, efterhånden som navnet dukkede op i magasiner,” fortæller Esben Gravlev Rasmussen, der på Formland Autumn-messen glæder sig til at hilse på sine kunder og vise, hvad teamet har arbejdet på under pandemien, hvor farmors navn bæres videre på undersiden af pastelfarvet stel i opalglas og andre nye interiørprodukter.