Mode og accessories har altid været en del af Formland, men har ikke haft deres egen koncepthal. Det er der nu lavet om på. For første gang er der dedikeret en hel hal til mode og accessories.

Når Formland åbner dørene i januar 2023, er det med flere væsentlige nye tiltag: Messen reduceres fra fire til tre dage, messedagene løber fra søndag til tirsdag, og så er der tilføjet en ny koncepthal med fokus på fashion og accessories.

”Messer er i en brydningstid, og de seneste års ekstra hurtige forandringer betyder, at vi som messe må ændre og tilpasse os hurtigere end tidligere. Med to messer om året skal der virkelig rykkes fra gang til gang. Der skal ændres og tilføres noget nyt, så vi fremstår som en stærk platform,” forklarer Flemming Andersen, som er projektleder på Formland.

Ny hal med fokus på mode og accessories

Formland har gennem flere sæsoner oplevet en stigende interesse fra flere brands inden for mode og accessories, der ønsker at være til stede på messen i Herning, og derfor skulle der helt naturligt findes plads til dem.

”Flere livsstilsbutikker har både mode og interiør. Grænser udviskes, og nye sammenhænge opstår, og derfor ser vi en stigende interesse for at kombinere de to elementer på Formland. Med både mode og interiør rigt repræsenteret signaleres det nu endnu kraftigere end tidligere, at messen er et samlet livsstilsunivers,” siger Flemming Andersen.

Efter gode dialoger med både eksisterende og kommende udstillere inden for mode og interiør, har Formland derfor valgt at tilføje den nye ’Fashion & Lifestyle’-koncepthal. De dedikerede kvadratmeter skal både tilgodese udstillerne, der således indgår i et samlet område og får mere fokus, samt de besøgende, der får et større udvalg i kategorierne mode, accesso­ries og smykker med videre.

Nye oplevelsesuniverser og gamle kendinge

Der er sat ekstra ressourcer af til at opbygge en inspirerende hal, hvor fokus er på mode og accessories. Samtidig er messens populære Speak-Up-scene med foredrag, sparring med Danske Dekoratører samt en café også rykket ind i den nye koncepthal. Designet af hallen er baseret på at skabe nye oplevelsesuni­verser med en blanding af runde og firkantede stande, der fordeles rundt om Speak Up-scenen og indbyder til mere dialog og interaktion.

”Med den nye koncepthal tilbydes et attraktivt nyt vindue til brands, der føler, de bliver for små eller drukner i mængden af udstillere på de store modemesser. Hallen er også perfekt til de brands, der allerede har en fod i begge verdener og således både har mode og interiør i porteføljen,” forklarer Flemming Andersen.

Til spørgsmålet om hvad forventningerne til Spring 2023 og fremtidige messer er, svarer projektlederen:

”Jeg forventer et fortsat øget fokus på mode og acces­sories på Formland. Det har været en opadgående kurve i tre-fire år, og derfor øger vi også vores indsats de kommende år. Forhåbentlig vil man så kunne se, at udviklingen fortsætter med yderligere vækst. Med både mode og interiør på samme messe forstærkes oplevelsen af, at det er et samlet livsstilsunivers.”

Modebranchen bakker op om den nye modehal

Hos brancheorganisationen Dansk Mode & Tekstil er der glæde over det nye tiltag, der på ingen måde ses som en konkurrent til modemesserne i København.

”Set i lyset af de seneste års brancheglidning inden for mode, interiør og livsstil giver det rigtig god mening at dedikere flere kvadratmeter til mode og accessories i Herning. Mange livsstilsbutikker skelner ikke mellem de to universer og forsøger blot at ramme det rig­tige miks af produkter til en målgruppe. Der er en del brands i modesegmentet, som med fordel kan være udstillere på Formland. Enten på grund af størrelse, geografi, vareudvalg, målgruppe – eller blot ud fra et ønske om at nå nogle helt andre indkøbere,” forklarer Thomas Klausen, direktør hos DM&T og fortsætter:

”Vi ser ikke den nye koncepthal med mode og acces­sories som en konkurrent til aktiviteterne under Copenhagen Fashion Week. Der er tale om en udvidelse af Formland i retning mod mere generel livsstil, ikke en ny modemesse i Herning.”

Udstillerliste på Fashion & Lifestyle: Soulmate, Sorelle, Jewellery, Aqua Dulce, Larsen & Eriksen, Axelsen & Sön, Care by me, Sandgaard, ShanShan, Festival Strømper, Himalaya Clothing, MJM Hats, Kazuri Scandinavia, Janne K, byLi, Rebekka Brogaard, Hanne Lejbølle, Schack Agentur, Goodstep, Cabana Living, Sustinandfriends, Nava Copenhagen, Coming Copenhagen, Cero-etage, Knit Factory, Vanting Collection, Urban Quest, CCDK, Tiffany Clothing, New1 Agency, Tim og Simonsen, Designers Garden, One Two & Luxzuz.