I løbet af 2021 har flere virksomheder i design-, møbel- og interiørbranchen fået nye direktører. Blandt andet hos Dinesen, Hay og Kop & Kande.

 

33 år på topposten sluttede hos Dinesen

Direktørstolen hos den familieejede virksomhed Dinesen Floors har siden 1989 været besat af Thomas Dinesen. I januar blev posten givet videre til en mand udenfor familien, Dennis Stokholm, som siden 2011 har været en del af Dinesen.

 

Georg Jensen indsatte finansdirektør som CEO

Hos danske Georg Jensen forlod Francesco Pesci direktørposten i starten af 2021. Hans efterfølger blev Mehul Tank, der siden 2020 har fungeret som finansdirektør for designvirksomheden.

 

Holmris B8-direktør helligede sig det kreative

Direktør gennem 25 år hos Holmris B8, Henrik Holmris, valget i februar 2021 at rykke tættere på kunderne ved at indtage rollen som kreativ direktør. Hans afløser blev Flemming Windfeld, der kom fra en lignende stilling hos System Frugt.

 

Hay fik ny mand på topposten

I november 2020 meddelte designbrandet Hay, at daværende direktør Henrik Nielsen skiftede sin stilling ud med direktørposten hos modebrandet Masai. Fra den 1. februar 2021 kunne Henry Jones så sætte sig i direktørstolen hos Hay.

 

Isenkramkæde landede endelig ny direktør

Efter lidt tumult på direktørposten hos Kop & Kande, kunne isenkramkæden i marts 2021 ansætte Peter Devantier Therkelsen som CEO. Peter Devantier Therkelsen kommer med mere end 25 års erfaringen inden for detail- og kædedrift – senest som direktør for Lysmesteren siden 2015 og tidligere som kædechef for Expert Danmark A/S.

 

Mater fik erfaren herre med ombord

Som et led i en investering fra growth-fonden Nordic Alpha Partners og omstilling til international vækst trådte Henrik Marstrand af som CEO hos Mater for at hellige sig til research og produktudvikling. Opgaven med at eksekvere den nye strategi blev givet videre til den nye CEO Ketil Årdal, der tidligere har fungeret som kommerciel direktør for Europas største kontormøbelproducent, Flokk Group.

 

Direktørduo gik af

Den danske tæppegigant Ege Carpets ønsker at skærpe sin profil med øget fokus på markedsføring. Derfor fratrådte det mangeårige direktør-makkerpar John Vestergaard og Svend Aage Færch Nielsen for at gøre plads til den nye direktør Rune Stephansen.

 

Tidligere Nordlux-direktør indtog toppost hos vækstbrand

Peter Terkelsen, tidligere mangeårig direktør for belysningsvirksomheden Nordlux, øgede sin ejerandel hos designbrandet Sackit og trådte til som CEO. Den tidligere direktør, Kristoffer Glerup, fortsatte som direktør med ansvar for salg og produktudvikling.

Magasin fandt ny indkøbsdirektør internt

Efter 12 år på posten fratrådte Margrethe Dal Lehrmann sin stilling som indkøbsdirektør i Magasin. Hendes efterfølger blev fundet internt, da Deputy Buying Director Esben Hougaard fik overrakt ansvaret.

 

Brancheforening fik ny direktør

Efter en periode uden en til at udfylde direktørstolen fik brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien en ny direktør, Lærke Flader, der kom fra en stilling som branchechef for Dansk Elbil Alliance i Dansk Energi.

 

Erfaren herre skal overtage direktørposten i Ilva

Da den nuværende direktør i Ilva, Rami Jensen, stopper den 1. september 2022, har møbelkæden været på jagt efter den rette afløser. Her faldt valget på Martin Hallund, der i mere end 25 år har arbejdet for Ilva/Idemøbler.