”Selv om vi har salgsmæssige tab i de fysiske butikker, så tror vi på, at vi kan komme styrket ud af krisen,” siger Frantz Longhi, der er administrerende direktør hos Paustian. Design- og møbelhuset har blandt andet som følge af Covid-19 oplevet et eksploderet onlinesalg og forsinkede leverancer samt tænkt ud af boksen og udvidet sit blomstertorv foran den lukkede forretning på Lille Torv i Aarhus. 


Artiklen blev bragt i 365DESIGN nr. 2 2020.


Nogle dage efter Statsministeriets skelsættende pressemøde den 11. marts 2020 valgte en lang række af butikker frivilligt at lukke dørene i kampen mod smittespredningen af Covid-19, heriblandt design- og møbelhuset Paustian, der den 19. marts 2020 tog beslutningen om at holde midlertidigt coronalukket.

”Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle følge Statsministeriets og Sundhedsvæsenets anbefalinger og dermed lukke vores butikker midlertidigt ned for at hjælpe med at mindske smitten af Covid-19,” for­tæller Frantz Longhi, der er administrerende direktør i Paustian, til 365DESIGN.

Selv om det er ærgerligt og dyrt at holde dørene låste til de fysiske forretninger, så har det alligevel bidraget til, at onlinesalget hos Paustian i den seneste periode er eksploderet.

”Siden vores butikker blev lukket midlertidigt den 19. marts, har vi oplevet en øget omsætning på vores webshop. Alene i april har vi mere end syvdoblet vores onlineomsætning i forhold til sidste år,” oplyser Frantz Longhi, der desuden tillægger den store stigning i omsætningen online med opkøbet af de to designwebshops Casanova og Designdelicatessen, som Paustian overtog ejerskabet af i efteråret 2019. Han understreger dog også, at det eksploderede onlinesalg ikke gør op for den omsætning, som Paustian normalt har gennem sine fysiske forretninger.

”Men det retter en del op på situationen,” tilføjer direktøren.

Frantz Longhi peger i denne forbindelse på, at webshoppen spiller en helt afgørende rolle i, hvordan man som virksomhed også klarer sig efter krisen:
”Under coronakrisen er det uden tvivl vigtigt fortsat at være top of mind hos forbrugerne, hvilket understreger vigtigheden af at drive onlinesalg. Udover det salgsmæssige aspekt mener vi således, at online­salget er en vigtig faktor for, hvordan man kommer videre efter krisen.”

 

Ingen store lagerproblemer hos Paustian

Flere virksomheder melder om bugnede varelagre og usolgte varer i millionklassen, men sådan tegner billedet sig ikke just hos Paustian.

”Vi regulerer generelt set løbende på vores lager, så vi aldrig ligger inde med for mange varer. Så under coronakrisen oplever vi således heller ikke store lagerproblemer,” forklarer Frantz Longhi og fortsætter:

”De varer, som vi lige nu har på lager, har vi et ekstra fokus på online, så vi kan få dem afsat gennem denne kanal.”

En anden årsag til at varelageret ikke er stort hos Paustian kan desuden være, at møbelhuset lige akkurat inden regeringens udmelding den 11. marts afholdte et stort lagersalg, hvor der blev tømt godt ud, vurderer Frantz Longhi.

Der er dog dele af værdikæden, hvor Paustian mærker til coronakrisens konsekvenser.

”I forhold til produktion er det primært leverancer fra de sydeuropæiske lande, som Spanien, Italien og Portugal, der har været berørt af situationen. Her har vi haft forsinkelser på op til tre uger, da produktionen har været lukket helt ned i de respektive lande. Disse nedlukninger er dog åbnet igen, og det har heldigvis ikke haft afgørende betydning for vores forretning,” forklarer direktøren og fortsætter:

”Vi er dog fortsat udfordret på logistikken, da grænserne stadig er regulerede. Så her oplever vi op til fire dages forsinkelse på de respektive leverancer.”

 


Vil du læse flere artikler fra 365DESIGN nr. 2? Bladet er udgivet digitalt og tilgængeligt for alle. Læs det her.