Messeoptakt: Trends & Traditions

Denne gang sætter den danske messe fokus på, hvordan branchen skal blive bedre til at designe produkter, ydelser og byggerier, der opfylder forbrugernes forskellige behov. Læs her mere om, hvad der venter deltagerne på den kommende messe.


Artiklen er bragt i 365DESIGN nr. 1 2020.


 

Thomas Junker Wiberg, udviklingsdirektør Trends & Traditions 

 

Tema

Det overordnede tema for dette års Trends & Traditions er ’Mix-Used’. Vi vil gerne sætte fokus på, at branchen skal blive bedre til at designe produkter, ydelser og byggerier, der kan opfylde flere forbrugeres forskelligartede behov. Co-working og co-living vinder frem overalt. Vi stræber efter rammer, hvor vi kan være fysisk sociale, samtidig med at vi vil mindske vores miljømæssige aftryk, for eksempel ved at optimere brugen af bygninger og ikke mindst møbler. Det stiller større og flere krav til de produkter og faciliteter, som vi omgiver os med. Bygninger skal kunne fungere til forskellige formål, og møbler skal kunne adskilles og genbruges, så flere brugere får glæde af det. Fællesnævneren er at bringe mennesker sammen – formelt som uformelt – på en bæredygtig måde.

 

Det sker

Missionen med Trends & Traditions er fortsat at skabe et forum for vidensdeling, at fremvise de nyeste møbler og trends samt at give udstillere og besøgende mulighed for at netværke på tværs af branchen. Som forlængelse af temaet ‘Mix-Used’ vil der på den kommende udgave af Trends & Traditions i april 2020 være et hav af spændende talks med såvel danske som internationale eksperter og foredragsholdere, der vil dele ud af deres viden om ’Mix-Used’. Derudover kan man selvfølgelig se frem til en dag, hvor i alt 4.000 købedygtige rådgivere og beslutningstagere er samlet i Lokomotivværkstedet.

 

Berettigelse

Trends & Traditions er en faglig event, hvis koncentrerede og stærke fokus på kontraktmarkedet er en del af vores berettigelse. Der kommer ingen private kunder på Trends & Traditions – kun relevante og profes­sionelle besøgende, som til gengæld har adgang til en stærk komprimeret, faglig dag. Det betyder, at alle får det maksimale ud af dagen – både besøgende og udstillere. Derudover vil jeg mene, at Trends & Traditions i særdeleshed er dygtig til at omfavne nye designere og producenter i forhold til at få adgang til vigtige kunder eller måske endda få et job i hus.

 

Fakta

Hvornår afholdes messen: 30. april 2020

Hvor afholdes messen: Lokomotivværkstedet i København