Ifølge den verdenskendte trendforecaster Li Edelkoort er verden nået til et punkt, hvor vi har brug for forandring. Hvad kan virksomhederne i møbel-, design- og interiørbranchen gøre for at imødekomme det?
Artiklen blev bragt i 365DESIGN nr. 2 2020.
”Verden har nået sit point of no return.” Sådan indleder den anerkendte trendekspert Li Edelkoort sin seneste trendbog ’The Future of Luxury’, der fremlægger de største tendenser, som vil påvirke livsstilsbrancherne de næste fem år. Men selv om ’tendenser’ står i flertal, er der dog særligt én faktor, der overskygger alt andet: Verden er nemlig, ifølge Li Edelkoort, nået til et punkt, hvor forandring i måden vi lever og forbruger på er uundgåeligt – og det er endda også ønsket af forbrugerne.
En undersøgelse fra Videnscenteret Bolius, der er gennemført af analyseinstituttet TNS Gallup, kortlægger netop danskernes opfattelse af bæredygtighed. Analysen viser, at danskerne for alvor har taget bæredygtighedsbegrebet til sig, hvor hele 44 procent interesserer sig i høj eller i meget høj grad for bæredygtighed. Men hvad kan virksomhederne i møbel-, design- og interiørbranchen helt konkret gøre for at imødekomme forbrugernes interesse og blive mere bæredygtige?
Bæredygtigheden er en jungle
Direktøren for Design Danmark, Abelone Varming, oplever, at stort set alle medlemsvirksomheder i Design Danmark fra møbel-, design- og interiørbranchen har ambitioner om at arbejde både bæredygtigt og bevidst. Hun peger dog også på, at flere af virksomhederne oplever udfordringer i forhold til at finde svar på deres spørgsmål og forhindres dermed i at implementere bæredygtige løsninger 100 procent.
”Det er en jungle. Alting går stærkt, og hvis man som virksomhed, om det er en designvirksomhed eller ej, ikke er stor nok til at have ansatte, der primært fokuserer på at orientere sig inden for lovgivning og krav, så er det næsten umuligt at holde sig fuldstændig opdateret i forhold til blandt andet muligheder, lovgivning og certificeringer. Mange er udfordret på det punkt,” siger direktøren, der dog hurtigt understreger, at Design Danmark, hvad angår junglen af bæredygtighed, alligevel har erfaret tre ting, som måske ikke er helt så svære at sikre i en virksomhed: god kvalitet, solide materialer og et langtidsholdbart design.
”At balancere mellem det enkle og det sofistikerede er det, som danske designere er ret dygtige til. Nye undersøgelser viser, at mange virksomheder udvikler produkter uden at teste over for forbrugere undervejs. Det er tosset, og vi risikerer i sidste ende at have en masse spildprodukter og spildtid. Og det er dyrt for samfundet,” fortæller direktøren i Design Danmark.
Bæredygtighed starter i designfasen
Abelone Varming mener derfor, at det er vigtigt for virksomhederne i møbel-, design- og interiørbranchen at arbejde med bæredygtighed. I forlængelse heraf pointerer hun, at det giver rigtig god mening, hvis det er designerne i virksomhederne, der tager teten.
”Det er designere, der udvikler produkter. 80 procent af produktets miljøbelastning afgøres ifølge Europa-Kommissionen i designfasen. Der er et kæmpe ansvar og en stor mulighed for at sikre gode materialeressourcer fremover, hvis man i designfasen fokuserer på bæredygtigheden. Det kan eksempelvis være i forhold til produkter, der kan skilles ad og genanvendes, og materialer, der altid er tænkt som en ressource – også når den eksisterende anvendelse ikke længere er relevant. Det vil både nu og i fremtiden ses som godt design,” cementerer Abelone Varming.
Design Denmark
Design Denmark er en åben alliance af designere, tænkere og brugere, som står sammen om at demonstrere og formidle de positive effekter af design og for at udvikle og professionalisere egen forretning og faglighed. Alliancen arbejder for, at design opleves som målbart værdiskabende, som en klar parameter for konkurrencedygtighed og som et værktøj til at skabe positive forandringer i hele værdikæden. Design Denmark er for hele designbranchen og tilbyder således medlemskaber til både designere, designvirksomheder, industripartnere, studerende og til designuddannelserne.
Vil du læse flere artikler fra 365DESIGN nr. 2? Bladet er udgivet digitalt og tilgængeligt for alle. Læs det her.