”En J46 spisebordsstol udleder cirka den samme mængde CO2 som en oksestegsbøf på 350 gram.” Sådan lyder det fra FDB Møblers administrerende direktør, Ole Kiel, da han fortæller 365DESIGN om virksomhedens arbejde med bæredygtighed, hvor et 100 procent Svanemærket produktsortiment står øverst på to-do listen.
Artiklen blev bragt i 365DESIGN nr. 2 2020.
FDB Møbler blev stiftet tilbage i 1940’erne, hvor fællesindkøbsforeningen FDB ansatte nogle unge møbelarkitekter med det formål at udvikle funktionelle møbler til attraktive priser. Møblerne gik lige i den brede befolknings hjerter. Virksomheden havde sin storhedstid fra 1950’erne op til 1970’erne, men blev i tiden glemt til fordel for nye, massefabrikerede saml-selv-møbler, og det betød, at møbelfabrikken lukkede ned i 1980. I 2013 valgte detailhandelsvirksomheden Coop dog at relancere en række af de gamle møbelklassikere, og med relanceringen begyndte virksomhedens fokus på bæredygtighed. Fra den 1. januar 2020 blev FDB Møbler oprettet som et selvstændigt aktieselskab med Coop – og dermed 1,8 millioner. danskere – som ejere.
Bæredygtig fra relanceringens dag et
Bæredygtighed blev udviklet og defineret som begreb tilbage i 1980’erne, men det er først inden for de seneste år, at den grønne tankegang for alvor er kommet på designbranchens radar. FDB Møbler indledte sit bæredygtige arbejde tilbage i 2013, og det var hverken af pligt eller tvang, at de påtog sig det bæredygtige ansvar.
”Det var ikke et valg om at være bæredygtige – det var og er i virkeligheden bare sådan, vi tænker,” siger Ole Kiel, hvortil han fortæller, at alle virksomhedens møbler er FSC-certificerede, og al tekstil og møbelskum er OEKO-TEX-certificeret.
”Det har det været siden 2013,” meddeler Ole Kiel og understreger, hvordan træet bidrager til et positivt CO2-regnskab og har lang holdbarhed:
”Vi producerer næsten alle vores produkter i træ, og træ er et godt materiale i forhold til CO2-udledningen. Vores ikoniske J46 spisebordsstol, der er designet af Poul M. Volther, udleder cirka den samme mængde CO2 som en oksestegsbøf på 350 gram og kan holde i tæt på 30 år. Vi arbejder også meget med at producere vores møbler i en kvalitet, der gør, at de holder længe. Man kan sige, at jo længere de holder, jo mindre påvirker de miljøet.
Alle produkter skal have Svanemærket
Møbelvirksomheden har sat sig høje ambitioner om at blive Danmarks mest ansvarlige virksomhed, og hertil hører, at samtlige møbler bliver Svanemærket. Virksomheden har for tiden 11 møbler, som bærer Svanemærket, men tanken er, at hele møbelsortimentet skal have Nordens officielle miljømærke inden 2025. Det er dog ikke helt uden udfordringer.
”Vores udfordring med at få flere produkter Svanemærket er, at produktionen i Europa ikke er gearet til det. Det er kun cirka 25 procent af fabrikkerne i Europa, som er FSC-certificeret,” forklarer Ole Kiel.
”Den største udfordring lige nu er, at vi skal have udskiftet vores nuværende lakker og olier på vores møbler til at være vandbaserede, før de kan få Svanemærket. Vi har nogle fabrikker, som arbejder på at udbygge sine anlæg, så de på længere sigt kan tørre vandbaserede lakker. Vi regner med, at vi i løbet af de næste et til to år kan få en lang række flere produkter, som bærer Svanemærket. Det ser vi frem til,” fastslår Ole Kiel.
Blandt de møbler, der lige nu bærer Svanemærket, er blandt andet den klassiske spisebordsstol J46 i eg, Børge Mogensen-boghylder og brandets børnemøbler.
Af danskerne – for danskerne
Selv om bæredygtigheden har været en naturlig del af virksomheden siden relanceringen, føler Ole Kiel og resten af virksomheden også et ansvar overfor den danske befolkning, som jo er dem, der ejer virksomheden.
”Vi er jo ejet af den danske befolkning, så vores bæredygtige profil handler også om, at vi opfører os ansvarligt i forhold til vores ejere,” forklarer Ole Kiel.
Det tikker da også ind med forespørgsler på bæredygtige produkter – især fra professionelle aktører såsom arkitekter, der indretter virksomheder, og i højere grad også fra det offentlige. Men selv om den private forbruger i dag går mere op i bæredygtighed end nogensinde før, så oplever FDB Møbler endnu ikke den store efterspørgsel herfra – men det kommer, er Ole Kiel sikker på.
”Vi oplever ikke, at det er så vigtigt et kriterie for valg af et møbel for forbrugeren i dag. Det er ikke sådan, at der kommer en kunde ind i en af vores butikker og spørger specifikt efter et produkt med Svanemærket. Men vi er sikre på, at det med tiden bliver afgørende for forbrugeren,” afslutter han.
Vil du læse flere artikler fra 365DESIGN nr. 2? Bladet er udgivet digitalt og tilgængeligt for alle. Læs det her.