Formland sætter inspiration i højsædet og fejrer fælles oplevelser, fælles passion og fælles glæde. Læs her, hvordan Formland denne gang vil danne rammen om “en designfest for interiør– og designbranchen.”

 

Mai-Britt Risvig Flyvholm, projektleder  

 

Tema

Formland Spring 2020 sætter inspiration højt på listen og fejrer fælles oplevelser, fælles passion og fælles glæde. Formland vil således endnu en gang danne rammen om en designfest for interiør- og designbranchen fyldt med produktnyheder, trends og tendenser.

 

Det sker

På den kommende messe vil man kunne opleve inspirerende trendområder, sæsonens produktnyheder og trendforedrag med branchens skarpeste. Trendzonen The Art of Living iscenesætter kunsten at være menneske og en abstraktion over hjemmet i tre scenarier. I trendcaféen The Villa møder moderne, minimalistisk og kubisk eksteriør det klassiske og varme interiør inspireret af 70’erne. Formland fortsætter sit samarbejde med Danske Dekoratører, og denne gang giver de et bud på, hvordan en innovativ og anderledes butik kan se ud. Samtidig gentages succesen med gratis one-2-one sessions med dekoratørerne. Derudover bør man ikke gå ikke glip af det inspirerende Selected By-område, hvor Bolig Magasinet denne gang udvælger produkter blandt Formlands udstillere og styler området i tråd med magasinets dna. På Speak Up-scenen vil der være både danske og engelske foredrag samt panel­debatter med interessante branchefolk .

 

Berettigelse

Formland er et kæmpe langbord med et overflødighedshorn af lækkerier, der kan nydes, sanses og opleves. Et bord, der altid er kreativt dækket på en ny og lærerig måde. Et bord, hvor mennesker networker og taler sammen. Et bord, hvor forretninger skabes. Et bord, hvor man samles og styrker branchen i alle dets facetter. Og netop dette er Formlands styrke og Formlands berettigelse. Branchen har brug for en platform som Formland, og vi er glade for, at branchen sammen med os er med til at styrke det bånd og netværk, som interiør- og designbranchen virkelig har brug for i både op- og nedgangstider. Formland blomstrer blandt andet på baggrund af en spændende bredde af udstillere – lige fra små upcoming iværksættere til store og veletablerede brands og de mange loyale besøgende, der messe efter messe lægger vejen forbi for at finde nye produkter, få indsigt i de nye tendenser og blive klogere på verdenen omkring os, der hele tiden er i bevægelse. Med andre ord er engagement og passion omdrejningspunktet, når branchen samles i Herning.

 

Fakta

Hvornår afholdes messen: 30. januar – 2. februar 2020

Hvor afholdes messen: MCH Messecenter Herning